Hvad skal du kigge efter, når du skal finde et nyt jakkesæt?

Der kom den. Invitationen til din svigermors runde fødselsdag. Og inden kuverten overhovedet er blevet taget ud af postkassen, har din kæreste allerede fortalt dig, at du skal have det pæne tøj på den dag. 

 

Der er ikke andet for, end at du nu må på jagt efter et nyt og flot jakkesæt. Men hvad skal du egentlig kigge efter, når du skal finde det helt rigtige sæt jakke og bukser? 

Forskellen på et jakkesæt og en habit 

Inden vi ser nærmere på, hvad du skal kigge efter, når du skal finde et nyt jakkesæt, må vi hellere få helt på det rene, hvad et jakkesæt egentlig er. Når mænd skal ud for at finde et nyt jakkesæt, sker der nemlig ofte det, at de blander en habit og et jakkesæt sammen. 

 

Et jakkesæt består af to dele – en jakke og et par matchende sæt bukser. En habit består derimod af både bukser, en vest og en jakke. 

 

Det er dog et jakkesæt, de fleste mænd oftest vælger at købe, da det passer til mange forskellige anledninger. 

Hvilken farve drømmer du om, dit jakkesæt har?

Når du skal finde det helt rigtige jakkesæt, skal du først og fremmest finde ud af, hvilken farve du ønsker, det skal have. Skal det være et klassisk sort sæt? Skal det være blåt, grønt eller måske bordeaux-farvet? Det kan også være, du er typen, der drømmer om at få et jakkesæt, der er ternet eller stribet? 

 

Der er masser af muligheder, når det kommer til jakkesæt. Find derfor ud af, hvilken farve eller hvilket mønster du drømmer om, at dit jakkesæt skal have. Det vil gøre jagten på det helt rigtige sæt meget nemmere. 

 

Når du skal vælge farve, er det værd at overveje, hvad og hvornår du vil bruge jakkesættet. Skal det kunne bruges i mange år og til mange lejligheder, bør du gå efter neutrale farver som sort, mørkeblå eller grå. 

Hvad med pasformen? Få bukser og jakke skræddersyet til dig 

Når du har fundet et jakkesæt, der ser ud, præcis som du vil have det, er det tid til at hoppe i det – og her skal du være opmærksom. 

 

Et jakkesæt skal nemlig sidde helt rigtigt. Det vil sige, at det hverken skal sidde for stramt eller for løst. Du vil derfor højst sandsynlig erfare, at det jakkesæt, du er trukket i, ikke sidder helt rigtigt i allerførste hug. Det er meget naturligt, at bukserne skal lægges op, eller at de skal lægges en smule ind. 

 

Heldigvis er det ingen sag at få et jakkesæt tilpasset, for når først der er sat nåle i, så kan en skrædder komme til at udføre sin magi. Når du efterfølgende får jakkesættet retur, vil det højst sandsynligt sidde, som var det skabt til dig – og så kan svigermors runde fødselsdag altså bare komme an. 

 

Kategorier: